9/7/2024
De første seks måneder af 2024 har været præget af høj omsætning på brugtbilmarkedet.
Alt i alt blev der foretaget 304.741 transaktioner, en stigning på 0,8% sammenlignet med første halvår af 2023. Dermed ser det ud til, at omsætningen på brugtbilmarkedet er den næsthøjeste nogensinde, kun overgået af 2021.
For elbilerne bliver det helt sikkert et rekordår. Der er omsat 40.958 brugte elbiler i årets første seks måneder, 91% mere end i januar til og med juni 2023.
Prognosen for hele 2024 lyder på mere end 80.000 salg af brugte elbiler mod godt 54.000 i 2023. Priserne på brugtbilmarkedet har været et konstant samtaleemne i de senere år, hvor prisudsvingene har været voldsomme.
Den gode nyhed er, at prisudviklingen i de seneste tre måneder har været relativt konstant, og faktisk er det generelle prisindeks på brugtbilmarkedet steget marginalt i den seneste tid. For elbilerne gælder det modsat, at prisindekset faldt yderst marginalt i juni måned.
Kilde: Statistikbanken, rapport 6 og rapport 56.
Forfatter: Jan Lang, Århus, 09/07/2024