Rekordernes måned
For første gang nogensinde blev der handlet over 6.000 brugte elbiler i Danmark på én måned. I oktober blev der solgt 6.112 eldrevne brugtbiler. Dermed følger brugtbilmarkedet i hælene på salget af nye biler, hvor elbilerne også vinder markedsandele.
Elbilernes popularitet understreges af Bilbasen topti-liste over de hurtigst omsatte biler på markedet. For første gang nogensinde er den totalt domineret af elbiler med 19 lagerdage i snit for de ti hurtigst omsatte biler og 26 dage for den brede mængde af elbiler - endnu en rekord.
Hovedårsagen til det høje salg af brugte elbiler er prisniveauet. I oktober nåede prisindekset (Q4 2021=100) for elbilerne ned under 75 for første gang (endnu en rekord) med et indeks på 74,8.
I forhold til prisnedsættelser blev der registreret tæt på 17.000 prissænkninger på udbuddet af brugtbiler. Det er også rekord, og omregnet betyder det, at forhandlerne sænkede værdien af deres lagre med 170 millioner kroner i oktober.
Helt overordnet holder brugtbilmarkedet fortsat moment med et totalt antal transaktioner på 49.623, hvilket er 13,1 procent højere end oktober 2022, og samlet er brugtbilmarkedet 3,5 procent oppe i forhold til 2022.