11/4/2025
Højeste antal handler nogensinde - også for de brugte elbiler
Marts 2025 er rekordernes måned på brugtbilmarkedet. Der blev for første gang nogensinde foretaget over 65.000 transaktioner på én måned, og dermed blev der handlet hele 29,3 flere brugte biler sammenlignet med marts 2024.
Samlet er væksten på brugtbilmarkedet i årets tre første måneder på 16,3% sammenlignet med første kvartal 2024, der i øvrigt var et rekordår for hele årets salg af brugte biler, men 2025 tegner til at overgå dette.
Det var også rekord for handlen med brugte elbiler med 15.212 transaktioner, her er det første gang, at der er handlet over 15.000 brugte elbiler på én måned, og samlet er første kvartals salg af brugte elbiler 109% over første kvartal 2024. På trods af den rekordhøje omsætning er priserne fortsat faldende. Samlet faldt prisindekset i marts til 88,3.
Forhandlerne har reageret på den store efterspørgsel efter brugte elbiler ved at øge importen af biler fra udlandet, og derfor er udbuddet stigende i øjeblikket på trods af det høje antal handler.
BCA har følgende kommentar til deres indsigter.
"Stabilitet kunne lige så godt være overskriften, for i løbet af de første tre måneder af 2025 har det samlede udsving været 0,2 procentpoint – altså helt inden for vores definition af stabilitet, som er plus/minus op til 0,4 procentpoint i udviklingen. Andelen af biler med et hammerslag over 20.000 € udgør i marts omtrent det samme som i februar – nemlig 48,5 % – og de vægter dermed tungt i prisindekset. Netop denne kategori har i marts haft et fald på 0,8 procentpoint, men biler i de billigere kategorier har haft en tilsvarende positiv udvikling, hvilket bringer prisindekset tilbage i balance."