22/6/2023
Årets Brugtbil er en populær elbil, men den fås også som benzin-, hybrid- og dieselbil
Det bedste brugtbilkøb i øjeblikket er en bil, der gennem årene er solgt i et stort antal på det danske marked, og nu overbeviser den som en ekstraordinær solid brugtbil.
Hyundai Kona er Årets Brugtbil 2023.
Gennem årene har medier som Bil Magasinet, FDM Motor og Bilbasen testet de nye udgaver af Hyundai Kona med rosende omtale. Derfor er det ikke overraskende, at den solidt byggede, koreanske SUV gør det godt som brugtbil. Hyundai yder fem års fabriksgaranti på modellen, og det vidner om tillid til konstruktionen.
”Hyundai Kona rammer lige ind i et smørhul. Priserne på nye biler er nærmest eksploderet, og ved at vælge en brugt Kona får du rigtig meget bil for pengene. Du kan endda både købe den som benzin- og elbil. Og ud over bilens gode praktiske egenskaber, høje udstyrsniveau og sikkerhedsudstyr, så har den også op til fem års garanti. Så køber du en tre år gammel bil, så kan den fortsat have to års fabriksgaranti.” lyder skudsmålet fra jurymedlem Karsten Lemche, indholdsredaktør hos FDM og en af landets førende brugtbileksperter.
Der er i øjeblikket omkring 200 brugte Hyundai Kona til salg på Bilbasen.dk, og bilen fås fra 150.000 kroner for en Trend udstyrsmodel fra 2019, der har kørt 104.000 kilometer. Det tager omkring 39 dage at sælge en Hyundai Kona, hvilket er væsentligt hurtigere end gennemsnittet på 56 dage for alle brugte biler. Hyundai Kona er til salg med flere forskellige motortyper. Den fås som elbil, men også som dieselbil, benzinbil og endda som hybrid.
"Hyundai Kona er Årets Brugtbil 2023 på baggrund af dens høje sikkerhed, komfort og harmoni. Kona har en god byggekvalitet kombineret med højt udstyrsniveau og gode køreegenskaber gør den til et godt valg," vurderer jurymedlem Martin Gregersen, der repræsenterer Applus Automotive i juryen.
Resultatet af finalerunden i Årets Brugtbil 2023
Hyundai Kona 160 point
BMW i3 120 point*
Volvo V60 120 point
VW T-ROC 65 point
Peugeot 208 15 point
* BMW i3 har flere førstepladser end Volvo V60 og jævnfør reglementet, så placeres BMW i3 derfor foran Volvo V60.
Det er 18. gang, at Årets Brugtbil kåres.
Bag kåringen står en jury sammensat af biljournalister og brugtbileksperter fra FDM, forhandlerorganisationen DBFU og Applus Bilsyn. Formålet med Årets Brugtbil er at sætte fokus på de vigtige elementer i et godt brugtbilkøb, og derfor kigger juryen på totaløkonomi, soliditet og værdi for pengene i de enkelte biler. Kåringen sættes i perspektiv af, at der sælges omkring 450.000 brugte biler om året i Danmark.
Tidligere vindere af Årets Brugtbil
2022: Tesla Model 3, årgangene-2019-2021
2021: Hyundai i30, årgangene 2013-2018
2020: Seat Leon, årgangene 2012-2020
2019: VW Golf VII, årgangene 2013-2017
2018: BMW 1-serie, årgangene 2011-2015
2017: Ford C-MAX, årgangene 2010-2015
2016: BMW 3-serie, årgangene 2008-2012
2015: Mercedes C-klasse, årgangene 2007-2011
2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia cee'd, årgang 2007
2010: Opel Astra, årgang 2005
2009: Ford Focus, årgang 2005
2008: Ford Mondeo, årgang 2004
2007: Mazda6, årgang 2003
2006: Škoda Fabia, årgang 2001